Sundhed og psykiatri | Kolding Radikale Venstre

Log in

Log ind med brugernavn og password. Er du medlem af Radikale Venstre, og er det første gang, du skal logge på hjemmesiden, eller kan du ikke huske dit kodeord, så vælg "glemt adgangskode", for at angive et kodeord. Dit brugernavn er din e-mailadresse.

Indtast dit radikale.dk brugernavn
Indtast din adgangskode
Kolding Radikale Venstre

Sundhed og psykiatri

Radikale Venstre ønsker et sundhedsvæsen, der tager udgangspunkt i den enkelte patient. Sygdomme skal forebygges, før de opstår. Sundhedsvæsenets ressourcer skal prioriteres, så vi får mest sundhed for pengene. Og mennesker med psykiske sygdomme skal ligestilles med andre patienter.
Forebyggelse
Radikale Venstres sundhedspolitik begynder langt fra hospitalerne. Vi vil forebygge sygdomme, før de opstår, frem for kun at behandle dem, når skaden er sket. Børns baggrund må ikke afgøre deres fremtid og derfor skal vi indrette samfundet, så det bliver let at træffe sunde valg, uanset hvor man vokser op. 
 
Radikale Venstre har i mange år arbejdet for et mere ambitiøst nationalt fokus på forebyggelse. Vi kæmper for at nå disse mål inden 2025: 
 
  • Den sociale ulighed i sundhed skal mindskes 
  • Flere børn og voksne skal trives og have god mental sundhed
  • Færre skal have et skadeligt alkoholforbrug, og alkoholdebuten skal udskydes blandt unge
  • Flere skal vælge et røgfrit liv 
  • Færre børn skal være overvægtige og flere skal bevæge sig mere i dagligdagen
 
Forebyggelse handler også om at sikre flere gode leveår for mennesker, der lider af kroniske sygdomme som diabetes, gigt, KOL og demens. Radikale Venstre vil sikre, at kroniske sygdomme opdages tidligere, og patienterne oplever, at deres sygdom påvirker hverdagen så lidt som muligt.
 
Prioritering
Radikale Venstre vil investere milliarder i at udbygge vores fælles sundhedsvæsen. Men vi mener ikke, man bør investere, uden samtidig at turde prioritere.
 
Vi er imod regeringens behandlingsgaranti – hvor alle patienter havde krav på behandling inden for en måned – fordi vi ønsker en fleksibel ordning, hvor de mest syge patienter behandles inden for en måned, hvorimod patienter med mindre skavanker må vente i op til to måneder. Det vil frigøre tid og penge på hospitalerne, så lægerne i stedet kan finde ud af, hvad patienterne fejler og hjælpe dem til at blive hurtigt raske igen.
 
Radikale Venstre værner om den fri og lige adgang til sundhed og vi ønsker ikke mere brugerbetaling. Men vi vil gerne undersøge, om den brugerbetaling, der allerede findes på sundhedsområdet kan indrettes bedre, så ingen fx ruineres af tandlægeregningen.
 
Psykiatri
I dag mødes mennesker med psykiske sygdomme desværre ikke med samme forståelse som mennesker med fysiske sygdomme. Det er ikke i orden. For sygdom er sygdom, og man skal modtage behandling af højeste kvalitet, uanset hvad man fejler.
 
Radikale Venstre vil ligestille behandlingen af psykiske sygdomme med behandlingen af fysiske sygdomme. I vores seneste regeringstid har vi prioriteret psykiatrien i alle større aftaler på sundhedsområdet. Og vi har sat ambitiøse målsætninger for psykiatrien, som skal gøres til virkelighed. Eksempelvis skal vi halvere brugen af tvang i psykiatrien frem mod 2020.